Elever fik Bornholm-udflugt i julegave

Et stort juleønske blev i denne uge opfyldt for syv elever fra specialskolen UNGES Uddannelsescenter i Bagsværd. I november sidste år indsamlede eleverne på eget initiativ 20.000 kr. til organisationen Red Barnet. Pengene blev samlet ind hos lokale virksomheder, som fik besked om, at målet var via salg af julekalendere at samle 40.000 kr. ind, hvoraf halvdelen skulle doneres til Red Barnet, mens den anden halvdel skulle sende eleverne en tur til Bornholm, når det blev sommer.

Opbakning fra lokalt erhvervsliv

“Vi var meget imponerede over, at det lykkedes eleverne at samle så mange penge ind. Ideen kom fra dem selv, og de har travet gaderne tynde for at samle penge ind. Og vi er selvfølgelig utrolig taknemmelige over, at så mange lokale virksomheder, og også borgere, har ønsket at bidrage til elevernes projekt ved at købe deres julekalender, samt at forældrene har bakket så godt op om elevernes projekt”.

Sådan siger Morten Wessel, der sammen med to andre undervisere fra UNGES Uddannelsescenter torsdag 11. juni kom hjem efter fire skønne dage på Bornholm sammen med eleverne.

Selvstændighed blev trænet

De unge og deres undervisere boede på vandrerhjem, hvor de boede sammen to eller tre på hvert værelse. Eleverne skulle selv rydde op og gøre rent på værelserne, og i det hele taget var turen en god anledning til at træne elevernes selvstændighed. Men selvfølgelig blev der også badet ved stranden, spist Krøllebølleis og kigget på seværdigheder som fx. den berømte rokkesten og Hammershus ruinen.

De syv elever udgør en af elevgrupperne på UNGES Uddannelsescenter, som tilbyder en såkaldt Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse (STU) til unge med autisme og lignende kognitive udfordringer.

Nonprofit fond står bag

Uddannelsescentret er en del af nonprofit organisationen FONDEN UNGES, som arbejder for et bedre liv for borgere med autisme. En rød tråd i alle fondens aktiviteter, som udover specialundervisning rummer en autisme-app og et jobforløb, er at hjælpe de unge til at blive mere selvstændige. Fonden har samlet alle sine aktiviteter i “Autismehuset” i Bagsværd.

Direktør i FONDEN UNGES; Britta Bak fortæller, at borgere med autisme ofte har svært ved at blive opdaget eller anerkendt for, hvad de faktisk kan.
“Alt hvad vi gør i fonden har fokus på at bringe borgeren med autisme så tæt på en såkaldt normal voksentilværelse som overhovedet muligt, med hvad det indebærer af bolig, venner, uddannelse, job og fritidsaktiviteter”.